Det er efterhånden de færreste, der sender håndskrevne breve. Men findes der noget bedre end at finde et sødt, hjemmelavet kort mellem de mange reklamer og regninger i postkassen? De håndskrevne kort emmer af hyldest og taknemmelighed og passer derfor helt perfekt til mors dag. Læs med her, hvor vi har samlet et par gode idéer til, hvordan du kan lave dine egne mors dag kort, og hvad du kan skrive i dem.
Din mor er formentlig vokset op i en tid, hvor håndskrevne kort var en selvfølge til jul og fødselsdage. Derfor ved hun også, hvad det vil sige – og hvor lang tid det tager – at lave og skrive et smukt kort. Find papir og blyant frem, og sæt tid af til at få de rigtige ord ned på papiret. Går du i stå på halvvejen – eller mangler du blot inspiration til, hvordan kortet skal se ud, kan du finde gode idéer til mors dag kortet her.
Sig det med blomster og søde ord
Du kan ønske din mor glædelig mors dag på mange måder, men et fint, håndskrevet kort vil uden tvivl varme din mors hjerte.
Hvad end du sender det med posten, lægger det i postkassen, stiller det på morgenbordet eller giver det sammen med en gave eller en buket blomster, kan du være sikker på, at din mor vil sætte pris på din store omtanke og nedskrevne ord.
Det hjemmelavede mors dag kort
Kreativitet har ingen alder, og din mor vil uden tvivl blive glad og varm om hjertet, hvis du ønsker hende glædelig mors dag med et hjemmelavet kort, uanset hvilken alder du har.
Har du svært ved at finde ud af, hvordan kortet skal se ud, kan du finde en masse inspiration til hjemmelavede kort på nettet. Bestil dine yndlingsmaterialer og farver hjem, eller smut ned i din nærmeste hobbyshop, så er du allerede godt i gang med forberedelserne til mors dag.
Hvad skriver du i et mors dag kort?
Når kortet først er klippet, pyntet eller købt, mangler du bare at få et par søde ord ned på papiret.
Har du svært ved at finde de helt rigtige ord, kan du finde eksempler herunder. Du kan bruge eksemplerne til inspiration eller bruge dem hele, eller du kan variere ordvalget.
Glædelig mors dag til verdens bedste mor – MIN mor.
Kære mor. Dette kort er et bevis på min kærlighed til dig. Hvad skulle jeg gøre uden dig. Du er der altid til at trøste mig med knus, og du har altid tid til at lytte, når jeg føler mig alene. Elsker dig – verdens bedste mor.
Glædelig mors dag, mor. Jeg har skrevet dette kort til dig, fordi jeg elsker og værdsætter dig højere end nogen anden. Du er mit forbillede. Tak fordi du er dig.
Denne gave og dette kort er til dig mor, fordi du er og altid har været der for mig. Tak for alle de gange, du har lyttet, trøstet mig og tørret mine tårer. Tak for alle de gange, du har pustet på mine skrabede knæ og nusset min pande. Tak for alle de gange, du har troet på mig og bakket mig op. Tak for alle de gange, du har givet mig gode råd – også selvom jeg ikke har fulgt dem. Tak for alle de gange, du har grinet sammen med mig, leget med mig, set film sammen med mig og læst for mig. Og tak for alle de gange, du har holdt fester for mig og fejret mig – fødselsdage, konfirmation, studentergilde … I dag fejrer vi dig. Tak fordi du er min mor!
Du skal selvfølgelig kun skrive ting, der er sandt. Alt andet vil virke ironisk og gøre din mor ked af det.
Har du selv et barn/børn, kan du skrive:
Kære mor. Jeg er så lykkelig over at have dig til mor, for så ved jeg, at mit/mine børn har verdens bedste mormor.
Når kortet er færdig, afslutter du det med en masse knus, kram, kys og kærlige hilsner.